Ledige stillinger Onboarding Specialist

Kan du skabe tryghed og langvarige kunderelationer? Bliv Planways nye Onboarding Specialist

Brænder du for at opbygge stærke kunderelationer og yde service ud over det sædvanlige? Så er det dig, vi har brug for i vores ledige rolle som Customer Onboarding Specialist.

I Planway hjælper vi hver dag tusindvis af virksomheder med at tage imod bookinger og drive deres forretning nemt og effektivt. Vores kunder er primært saloner inden for frisør- og skønhedsbranchen, og Planway skaber en mærkbar forskel i deres hverdag - både teknisk og økonomisk. Det er essentielt for os, at hver kunde får det optimale ud af systemet, og vores kundeservice er en meget vigtig del af det samlede produkt.
Vi vokser og er i gang med en spændende udvikling. Nu mangler vi bare dig!

Som Onboarding Specialist har du ansvar for at nye kunder kommer godt i gang med systemet. Du varetager kommunikationen lige fra den første henvendelse og frem til, at Planway er en naturlig del af kundens hverdag.
Du sikrer, at de nye kunders data bliver opsat korrekt i Planway, og du giver dem en grundig gennemgang af systemet. Derfor vil din arbejdsdag både rumme fordybelse i data og direkte kundekontakt.

Vores kunder kommer med forskellige baggrunde og IT-færdigheder, og det er dit ansvar, at onboardingen bliver tryg og gnidningsfri for dem. Glade kunder er altafgørende for os, og det er i opstarten, vi skaber grobunden for den langvarige kunderelation.

Kommunikationen foregår primært på e-mail og i telefonen. Derfor er flydende dansk både på skrift og i tale et krav.
Vi laver ikke kold kanvas salg, men du skal evne at overbevise potentielle nye kunder om, at vores system er det rette for dem.

For at få succes i rollen, er det vigtigt, at du:

  • Motiveres af at at hjælpe andre og brænder for den gode kundeoplevelse
  • Synes det er spændende at lære vores kunder og deres forretninger at kende
  • Arbejder struktureret, kan holde overblik og sætter en ære i de små detaljer
  • Er tålmodig og kan skabe tryghed for kunden
  • Har flair for IT og lyst til at blive superbruger i vores system
  • Tager initiativ og ansvar for de daglige udfordringer, der måtte opstå

Vores team
Du vil blive en del af vores Customer Experience team på i alt fem personer mellem 23 og 33 år. Vi arbejder målrettet for at nå vores mål og hjælper hinanden på tværs af opgaver og ansvarsområder, når der er brug for det. Men vi værdsætter også en hyggelig og sjov hverdag, og sammen med vores øvrige kolleger hjælpes vi ad med at sikre, at kontoret er et rart sted at være. Her er både plads til koncentration, kaffepauser og hyggesnak.

Det praktiske
Stillingen er fuldtid på 37,5 timer ugentligt.
Vores support er åben alle hverdage fra kl. 09 til 17, og dine vagter vil ligge fordelt i tidsrummet 08-17.
Lønpakken inkluderer pensionsordning og frokost.
Arbejdet foregår fra vores helt nye kontor lige ved Dronning Louises Bro i København.

Er det dig, vi mangler?
Send din ansøgning og dit CV til job@planway.com senest onsdag den 7. august 2024. Skriv ‘Onboarding Specialist’ i emnefeltet.
Vi forventer at holde samtaler i uge 33. Opstart 1. september eller hurtigst muligt derefter.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte teamleder Line Rasmussen på lr@planway.com. Opkald kan ske efter skriftlig aftale.
OBS - ferie i uge 29, 30 og 31. Henvendelser vil ikke blive besvaret i disse uger.

Jobinfo

Rolle
Onboarding Specialist
Team
Customer Experience
Arbejdstid
Fuldtid
Arbejdssted
Baggesensgade 4C
2200 København N
Ansøgningsfrist
7. august 2024
Tiltrædelse
1. september 2024 eller hurtigst muligt derefter
Kontakt
Teamleder Line Rasmussen, lr@planway.com